Skip to content

KALIF’ens nyhedsbrev juni/juli 2017

Kære medlem

Skønt mange er på sommerferie og har travlt med at nyde de utallige muligheder på denne årstid, håber bestyrelsen, at der alligevel er tid til at læse dette sommer-nyhedsbrev.

Maratonløbere

10 seje løbere fra Kalundborg IF har i løbet af vintersæsonen trænet ihærdigt hen imod Copenhagen Marathon. De fik alle gennemført den store udfordring i fin stil. Tillykke til jer alle og tak for, at I på smukkeste vis har repræsenteret klubben ved dette løb – og har startet en ny langdistance-trend i klubben ☺

GoRun

Skønt tilslutningen har været sparsom, fortsætter tilbuddet igennem sommerperioden, men som nævnt tidligere, kun om søndagen. Måske kunne det være en idé, at invitere familien på en skovtur en søndag kl. 10 med start fra P-pladsen i Kystskoven og så slutte af med lidt picnic i træernes skygge? ☺

Røsnæs Cannonball Duatlon

D. 18. juni blev RCD-løbet gennemført for 3. gang og igen med stor tilslutning og glade deltagere. Stor tak til Erik og John for det flotte arrangement ☺

Klovneløbet

Klovneløbet, der blev afholdt d. 10. juni, var igen en succes med mange glade deltagere i alle aldersgrupper og med vidt forskellige fysiske udfordringer. Samarbejdet med ”Vild med vand”-arrangørerne fra Kalundborg Sejlklub, fungerede upåklageligt og takket være de frivillige hjælpere lykkedes det, at gennemføre hele arrangementet uden større problemer. Tak til alle der hjalp ☺

Fra spids til spids-løbet

Løbet  ”Fra spids-til-spids”, der blev afholdt d. 1. juli, blev en lige så stor succes som sidste år. Denne gang havde arrangørerne vendt ruten, så den startede på Asnæs og sluttede i Nyby havn på Røsnæs, hvor mange sluttede turen med et dyp i havnebadet. Ligesom sidste år havde arrangørerne sørget for mad og drikke i rigelige mængder, til stor glæde for de trætte løbere. Stor tak til Pia, Max, Dorthe og Daniel ☺

Nyløbere

Torsdag d. 29. juni fik 5 nyløbere deres endelige ”dåbsbevis” efter at have gennemført 12 ugers ihærdig træning og de 5 km, der var målet. Tillykke til jer alle og velkommen i klubben. Vi håber, at I holder fast og får en masse gode oplevelser i Kalundborg IF ☺

Specialtræning med yogaopvarmning

Torsdag d. 6 juli sørgede Per Ø for opvarmningen inden dagens intervaltræning. Han førte løberne igennem Susanne Lidangs ”Løberhilsen”, som er en del af en særlig yogaserie, hun har udviklet til løbere. Per har allerede afprøvet den ved en tidligere lejlighed og vil forhåbentlig gentage denne anderledes, men effektive metode en anden gang.

Møllebakken Rundt

Under byfesten i uge 30 afvikler KIF for 39. gang det legendariske Møllebakken Rundt Løb. Lige nu er der kun 14 tilmeldte deltagere, men vi håber og tror, at der kommer mange i løbet af de næste par uger. Meld dig gerne som hjælper via hjemmesiden, da der er brug for en del hænder før, under og efter løbet. Kontakt John O. Madsen, der er løbsleder, hvis du har spørgsmål eller ønsker at sponsorere løbet. Spred gerne budskabet om dette festlige motionsløb, hvor både unge, nybegyndere og veltrænede kan få udfordringer. Husk også, at der er mulighed for, at deltage som stafethold. Læs om det her: https://kalundborg-if.dk/moellebakken-rundt-27-juli-2017/

Kommende madpakkeløb

D. 8. august og d. 7.sept. afvikles de næste madpakkeløb, så sæt krydser i kalenderen og støt op om arrangementerne, hvor klubben som sædvanligt giver øl, vand, vin og kaffe, medens man selv medbringer madpakke og evt. kage til fælles fornøjelse ☺

EMACS 2017 i Aarhus d. 27.7. – 6.8.

I slutningen af juli og starten af august afholdes EM for veteraner i atletik og halvmaratonløb i Århus. Deadline for tilmelding til mesterskabskonkurrencen er overskredet, men det er stadigvæk muligt, at tilmelde sig som motionist på halvmaratondistancen frem til d. 30.7. Gitte Davidsen (kasserer@kalundborg-if.dk) kan kontaktes mhp. at arrangere kørsel i minibus til en favorabel pris. Tilmelding her: https://aarhushalf.dk/

Masters Øst – mesterskaber i Holbæk

Igen i år afvikles der Østmesterskaber for veteraner (m/k over 30 år) på Holbæk stadion. Det bliver lørdag d. 12. august fra kl. 11. Alle kan stille op i den/de discipliner, som man har lyst til. Det koster 115 kr./disciplin. Deadline for tilmelding er d. 5. august, men da vi laver fællestilmelding skal Mette B. (sekretaer@kalundborg-if.dk) vide, hvem der vil med inden d. 3. august kl. 19. Navn, fødselsår og årsbedste resultat skal oplyses. Læs mere om det her: https://www.fremadholbæk.dk/arrangementer/mastersoest/

SiteKArun

Det årlige Novoløb SiteKarun afvikles d. 20. august og som vanligt bydes der på god forplejning til alle hjælperne, så hold jer endelig ikke tilbage fra, at give en hånd med. Spørg Kurt Rasmussen eller Poul-Anker om de praktiske ting.

Kalundborg Symbiosis løbet 1.okt.

Planlægningen af årets Symbiosisløb er i fuld gang og vi kan afsløre, at det igen bliver med start/mål i Lerchenborgs park. Der bliver musik, der styres af DJ Christian Bang. Costa Kalundborg kaffe sælger specialkaffe. Der afvikles ruter fra 3 km til 21,1 km. Der er desuden medaljer og diplomer til alle, samt nogle små ændringer af 3 km ruten. Bemærk, at datoen er ændret i forhold til tidligere udmeldinger. Sæt kryds i kalenderen og deltag som hjælper og/eller løber. Læs mere her: https://kalundborg-if.dk/kalundborg-symbiosis-loebet-1-oktober-2017/

Klubbens 92 års fødselsdag

Husk at Kalundborg IF fylder 92 i år og at vi fejrer det d. 6. okt. Kontakt Ulla Sørensen, hvis du vil give en hånd med i festudvalget eller på selve dagen.

Outdoor Fitness

Outdoor fitness-instruktørerne holder sommerferie hele juli måned, men er tilbage igen d. 7. august på Munkesøens stadion kl. 18-19.

God sommer til alle ☺

Med venlig motionshilsen fra Kalundborg IF’s bestyrelse

Back To Top