Skip to content

KALIF’ens nyhedsbrev – januar 2018

Kære medlem
Så fik vi taget hul på et nyt år og der gik ikke mange dage, inden der var godt gang i træningen igen, både udendørs og indendørs. Det er desværre mørkt, når vi løber om tirsdagen og torsdagen, så mange har heldigvis reflekser og/eller blinkende lys på tøjet. Det er en god idé, og som alle bilister ved, kan det være helt afgørende for at få øje på en løber i aftenmørket.

DGI Crossløb
Vinterens DGI-cross er nu afviklet 3 ud af 5 gange – og generelt klarer klubbens medlemmer sig rigtig flot i år. Vi har indtil nu deltaget med 17 medlemmer, hvor mange har placeret sig helt i toppen ved flere af løbene. D. 3.febr. skal der løbes i Sorø skovene, hvor der ligesom ved de tidligere løb, er både gode bakker, bløde stier, forhindringer og lignende spændende udfordringer. Den nuværende stilling kan ses her: https://app.lap.io/series/2017-crossloeb-midt-og-vestsjaelland/cup

Kommende løb i 2018
De førstkommende af KIF’s løb er nu oprettet i de mest brugte kalendere, og der er også oprettet links på vores hjemmeside til tilmeldingssiderne, så allerede nu kan du melde dig til Tømmerupløbet og til Røsnæsløbet d. 27. april. Tømmerupløbet er blevet flyttet til d. 31. marts pga. et andet idrætsarrangement i området. Der har været rygter om, at Røsnæsløbet har 40 års jubilæum, men det er først i 2019, da løbet blev aflyst under generalstrejken i 1998. Vi har derfor et års tid mere til at forberede festlighederne ☺

https://kalundborg-if.dk/toemmeruploebet-31-marts-2018/

https://kalundborg-if.dk/roesnaesloebet-27-april-2018/

PR for vores løb
Bestyrelsen er i gang med at udtænke, hvordan vi kan reklamere endnu bedre for vores løb og har i den forbindelse taget kontakt til Produktionsskolen, der har en medielinje. Vi har planer om, at nogle elever skal inviteres til at lave videooptagelser fra vores løb og langs ruterne med henblik på at bruge det på begivenhederne på Facebook. Vi er meget interesserede i gode idéer til andre tiltag f.eks. fotografering af ruten via drone, pressemeddelelser på en ny måde o.s.v. Hvis du har en god idé, må du meget gerne henvende dig til en fra bestyrelsen, der så vil lade den gå videre.

Løbetræningen
Tirsdag d. 16. jan. informerede Thomas, Pia og Per om den nye træningsstruktur, der indebærer, at alle der har lyst til at træne målrettet imod en af distancerne ved TVØst-løbet d. 6. maj eller Copenhagen maraton d. 13. maj, kan få et træningsprogram og tilbud om at træne med ligesindede. Tirsdag d. 23.jan. startede løberne på maratonholdet op. De andre hold starter med en test d. 6. og 8. febr. (3- eller en 5-km) og går for alvor i gang d. 13. febr. Testen danner grundlag for den træningsplan der lægges. Træningsplanen kan genereres via en hjemmeside, som Thomas har udarbejdet til formålet.
Det bliver spændende, at se hvordan det hele kommer til at fungere i praksis, og om det vil tilfredsstille de ønsker, som mange medlemmer har sukket efter iflg. tilfredsheds-undersøgelsen. Vi håber, at alle bakker op om det nye initiativ og samarbejder om at få et godt resultat. Tak til de 3 igangsættende trænere for dette initiativ. Link til hjemmesiden: https://www.run-smarter.dk

Nyt begynderhold
Tirsdag d. 16. januar startede et nyt begynderhold, hvor der mødte 24 glade nyløbere op. Der er i alt tilmeldt 26, hvilket er tæt på at være en rekord. Vi ønsker alle velkommen i klubben og håber, at det vil være starten på mange gode oplevelser.

Indoor Fitness
Der er stadig stor og stabil tilslutning til både mandags- og torsdagstræningen. Vi har nu købt endnu flere håndvægte, så inden længe er der også vægte nok til at forsyne det store mandagshold med ekstra udfordringer. Torsdag d. 1. febr. er torsdagstræningen aflyst, da der skal være boksestævne i Kalundborghal 1.

Tygge-hygge-lytteaften
Tirsdag d. 16.jan., holdt vi igen en Tygge-hygge-lytteaften i Munkesøens cafeteria, hvor Kent med Grethas hjælp fortalte om sit liv på Grønland, ulykken der første til hans handicap og det efterfølgende liv i Danmark. Der mødte omkring 70 medlemmer op og alle blev meget rørte over at høre den både triste og optimistiske livshistorie. Stor tak til både Kent og Gretha for en bevægende oplevelse.

Foredrag om skadesforebyggelse
Sæt også kryds i kalenderen udfor d. 31. jan, hvor fysioterapeut Lau Caspersen kommer og underviser i hvordan, man kan forebygge skader. Det foregår i scenesalen i den gamle Kalundborghal kl. 18-21. og er et såkaldt aktivt foredrag, hvor man skal have idrætstøj på og være klar til at udføre forskellige øvelser. Der vil blive tilbudt vand og frugt i pausen.

Atletikbanen
Kommunen har langt om længe givet tilsagn om, at gøre noget for at passe og vedligeholde 400 m banen i Munkesøen. Fra omkring d. 1.april vil den jævnligt blive planeret. Der er desværre ingen aktuelle planer om at dræne banen, der hvor der ofte står vand, men vi kan jo håbe, at den forbedrede opmærksomhed på anlægget vil føre til lidt flere initiativer.
Stor tak til initiativgruppen (Erik M., Per R. Klaus-Jørgen m.fl.), der har arbejdet så hårdt for at få kommunen i tale.

Fundraiser
Der findes en række fonde, der støtter idrætsforeninger og idrætslige initiativer. Bestyrelsen søger jævnligt om støtte fra disse, men har ikke det fornødne overskud til at udnytte alle de muligheder der er. Vi søger derfor efter et medlem, der kunne tænke sig at være vores Fundraiser. Hvis du er interesseret skal du henvende dig til enten formanden Klaus-Jørgen eller kassereren Gitte.

Mobilepay
Vi gentager lige, at pr. 1.12. er MobilePay business afløst af Myshop og at KIF’s betalingsnr. er: 44123 – notér det nu og slet det gamle KIF-nummer, så du ikke tager fejl.

Generalforsamling
Generalforsamlingen afholdes i 2018 d. 20. marts. i Aktivitetscentret Munkesøen. Forslag til vedtægtsændringer og punkter, der ønskes behandlet, skal være bestyrelsen i hænde senest d. 12. marts. Der bliver udsendt indkaldelse til generalforsamlingen senest d. 6. marts. Du kan se vedtægterne her: https://kalundborg-if.dk/omkif/generalforsamlingen/

Med venlig motionshilsen fra Kalundborg IF’s bestyrelse

Back To Top