Møllebakken 2017 (18)

KALIF’ens nyhedsbrev august 2017

Kære medlem

Sommeren går på hæld og snart er det efterår, skønt vejret næsten ikke har lignet rigtigt sommervejr. Det har dog ikke afholdt os fra, at deltage i en masse løb rundt omkring, så lad os glæde os over, at vi dyrker en sport, der kan gennemføres i al slags vejr og oven i købet med glæde.

Stadionudvalget

Før sommerferien blev der etableret en gruppe (Per Romdal, Erik Mølgaard og Klaus-Jørgen Nielsen), der arbejder for at få Munkesøens stadion sat i stand, så der igen kan dyrkes atletik på stedet. Udvalget har haft et givende møde med kommunen og er optimistiske mht. at der vil blive afsat ressourcer, til at vedligeholde og renovere de forskellige afsnit af anlægget. Det er meget glædeligt, at der nu er lydhørhed overfor vores ønsker, og at gruppen har i sinde at følge projektet til dørs.

DM i halvmaraton

Årets DM i halvmaraton afvikles igen i København, som en del af Copenhagen Half Marathon. Det finder sted d. 17. sept. og man kan blive tilmeldt via klubbens kasserer frem til d. 10. sept., hvis man vil konkurrere om en DM-placering. Hvis man vil deltage som motionist tilmelder man sig selv via løbets hjemmeside: https://cphhalf.dk/

GoRun

Tilbuddet om, at komme ud at løbe eller gå med andre under meget afslappede betingelser og uden, at man behøver at melde sig ind i klubben, eksisterer stadigvæk. Sig det gerne videre til venner og bekendte, der mangler et puf til at komme ud ad døren. Det er hver søndag kl. 10 fra P-pladsen i Kystskoven.

Møllebakken Rundt

Klubbens mest traditionsrige løb Møllebakken Rundt, blev afviklet i fin stil og med 124 deltagere, hvilket var flere end sidste år. Tak til de mange, der løb og hjalp med at gøre det muligt denne 39. gang i klubbens historie.

 

EM i halvmaraton i Aarhus

Kun 2 af klubbens medlemmer havde vovet, at tage med til EM i halvmaraton d. 6.aug, nemlig Claus Christensen og Mette Bruun. De fik til gengæld en fantastisk løbeoplevelse, med både godt vejr, masser af opbakning på hele ruten og fornøjelsen af at deltage i et løb, der havde trukket folk fra hele Europa til landet. Claus gennemførte løbet på kun 1:35:09! og Mette på 1:47:54 hvilket rakte til en 3. plads blandt de danske damer i aldersklassen.

Masters Øst – mesterskaber i Holbæk

Lørdag d. 12. august blev både Masters øst og vest afviklet på Holbæk stadion. Eli Henriksen og Mette Bruun deltog i 5000m løbet og kom på medalje skamlen med tider på hhv. 20:53 og 22:56. Det var et veltilrettelagt stævne med god stemning, som burde kunne lokke langt flere voksne løbere og atleter til at deltage.

SiteKArun

Det årlige Novoløb SiteKArun blev afviklet d. 20. august, og det gik som vanligt godt takket være de erfarne løbsledere Kurt Rasmussen og Poul-Anker. Tak til alle der hjalp.

Nyt begynderhold

Der er startet et nyt begynderhold d. 24. aug. Tag godt imod dem og hjælp dem med at blive en del af klubben.

Kommende madpakkeløb

D. 7. sept. afvikles det næste madpakkeløb, så sæt kryds i kalenderen og støt op om arrangementet. Løbet tilrettelægges så alle kan være med. Klubben giver som sædvanligt øl, vand, vin og kaffe, medens man selv medbringer madpakke og evt. kage til fælles fornøjelse.

Røsnæs Cannonball Duatlon

Inden længe kan man igen deltage i det lokale Duatlon. Det afvikles d. 17. sept. med start i Kystskoven ved P-pladsen kl. 10. Nærmere information kan fås hos Erik Mølgaard og John O. Madsen.

Kalundborg Symbiosis Løbet 1.okt.

Planlægningen af årets Symbiosis Løb er i fuld gang og vi kan afsløre at det igen bliver med start/mål i Lerchenborgs park, med musik der styres af DJ Christian Bang, Costa Kalundborg kaffe sælger specialkaffe og med ruter fra 3 km til 21,1 km. Der er desuden medaljer og diplomer til alle, samt nogle små ændringer af 3-km-ruten. Bemærk, at datoen er ændret i forhold til tidligere udmeldinger. Sæt kryds i kalenderen og deltag som hjælper og/eller løber. Læs mere her: http://kalundborg-if.dk/kalundborg-symbiosis-loebet-1-oktober-2017/

Outdoor og Indoor Fitness

Outdoor fitness er i fuld gang og træner hver mandag kl. 18-19 frem til d. 28. august. Derefter starter indendørssæsonen mandag d. 4. sept. (Hal 2) og torsdag d. 7. sept. (Hal 1). Indoor Fitness får i år lidt mere tid i hallerne nemlig fra kl. 18-19:15, da holdene før os har bedt om lidt fleksibilitet mht. deres sluttid. Vi må derfor være indstillet på at være lidt tålmodige, hvis deres oprydning af bander o.l. trækker lidt ud.

Klubbens 92 års fødselsdag

Festudvalget har nu udsendt en invitation til alle klubbens medlemmer og håber at se rigtigt mange af klubbens medlemmer d. 6. okt. Som skrevet i invitationen er der deadline for tilmelding d. 15. sept. Så husk at melde jer til i tide og at I gerne må tage en partner med. Læs mere her: http://kalundborg-if.dk/kif-92-aars-foedselsdag-2017/

Med venlig motionshilsen fra Kalundborg IF’s bestyrelse

X